Her finder du mine refleksioner fra hverdagen – ofte inspireret af de nyheder og artikler, jeg falder over. Jeg skriver om alt fra geopolitik og teknologi til samfundstendenser og de små detaljer, der sætter tanker i gang.Med tiden håber jeg at kunne bidrage med noget mere konstruktivt end blot at dissekere krige, sanktioner og verdens konflikter. Men det er svært ikke at forholde sig til det, når nyhedsstrømmen konstant trækker os i den retning.
Mon ikke vi er på vej mod lysere tider? ;-)
Jeg havde en lille diskussion med min chef i dag omkring AI. Der er delte meninger – det kan man i hvert fald erfare på LinkedIn. Nogle går all-in på AI, mens andre mener, at det er et overhypet fænomen.
Jeg mener selv, at det er et fantastisk værktøj. En assistent, der hjælper mig i min hverdag. Den hjælper mig med at skrive mails, skabe forståelse for områder, hvor jeg er i tvivl, og den er med til at strukturere mit arbejde. En virkelig, virkelig klog assistent – hvis man forstår at bruge den fornuftigt.
Krige formes ikke kun på slagmarken – de formes også i alliancer. NATO blev skabt i en tid, hvor Vesten frygtede en sovjetisk invasion, men i dag ser verden helt anderledes ud. Sovjetunionen er væk, men NATO består – og udvider. Er det stadig en forsvarsalliance, eller er den blevet et redskab til vestlig indflydelse?
EU’s ledere, herunder Ursula von der Leyen, har gentagne gange advaret om, at Rusland udgør en direkte trussel mod Europa. Fortællingen lyder, at Rusland kan finde på at udvide sin aggression og i sidste ende true hele kontinentets sikkerhed. Samtidig bliver Rusland beskrevet som et land, der er så teknologisk tilbagestående, at det må skille opvaskemaskiner ad for at skaffe reservedele til sit militære isenkram.
EU har mange år oplevet en stigende intern splittelse. (Min ønsketænkning siger, at vi skal kunne stå stærkt som en samlet enhed, men realiteten ser anderledes ud med den nuværende konstruktion af EU.)
Da vi danskere første gang blev spurgt om øget europæisk integration, sagde vi nej.
Europa har i alt for længe været afhængigt af USA. Vi har fulgt deres kurs uden at stille spørgsmål, uden at udfordre deres dagsorden og uden at tage ansvar for vores egen fremtid. Men nu er tiden kommet til at revurdere vores position.
Som de selv siger i USA: "There is a new sheriff in town."
EU oplever i disse år en stigende intern splittelse. Min ønsketænkning siger, at vi skal kunne stå stærkt som en samlet enhed, men realiteten ser anderledes ud med den nuværende konstruktion af EU.
Da vi danskere første gang blev spurgt, om vi ville være en del af dette europæiske fællesskab, blev svaret nej. Anden gang lykkedes det vores politikere at få os til at stemme ja – men kun med forbehold.
Krigen i Ukraine bliver ofte fremstillet i Vesten som en uprovokeret russisk invasion, drevet af et ønske om at udvide territorie. Ifølge denne fortælling ønsker Rusland at genoprette Sovjetunionens magt og har ambitioner om at invadere flere europæiske lande.
Efter mit seneste blogindlæg har der været nogle interessante kommentarer, der rejser vigtige spørgsmål om historie, narrativer og realiteter i konflikten mellem Rusland og Ukraine. Jeg vil i dette indlæg tage fat på de centrale pointer og forsøger at svare .
Vi står måske på kanten af en ny æra i international politik. Med Donald Trumps melding om, at USA ikke længere vil involvere sig militært i Ukraine, men i stedet overlade konflikten til Europa, ser vi et markant skift i den amerikanske udenrigspolitik. Dette er ikke blot et skifte i taktikken for en enkelt konflikt – det er en direkte fortsættelse af Trumps tidligere linje om at trække USA ud af unødvendige krige og fokusere på interne interesser.
For ca. 6 måneder siden købte vi en BYD Seal U, en kinesisk bil. Inden købet havde vi en fransk bil af mærket Renault Grand Scenic, som vi havde glæde af at eje i over 10 år. En vidunderlig bil, vi har haft mange gode oplevelser med.
