EU oplever i disse år en stigende intern splittelse. Min ønsketænkning siger, at vi skal kunne stå stærkt som en samlet enhed, men realiteten ser anderledes ud med den nuværende konstruktion af EU.

Da vi danskere første gang blev spurgt, om vi ville være en del af dette europæiske fællesskab, blev svaret nej. Anden gang lykkedes det vores politikere at få os til at stemme ja – men kun med forbehold.

Det viser tydeligt, at danskerne har været skeptiske over for at afgive suverænitet til Bruxelles. Når man i Danmark er vant til forsamlingshusdemokrati, hvor beslutninger træffes lokalt, er det svært at forholde sig til, at magten flyttes langt væk.

Forsamlingshusdemokrati – en dansk tradition

Forsamlingshusdemokrati har dybe rødder i dansk historie. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev forsamlingshusene centrale steder for politisk debat og beslutningstagning i lokalsamfundene. Her kunne borgerne mødes, diskutere og tage beslutninger, som direkte påvirkede deres dagligdag. Denne tilgang har formet den danske demokratiske tradition, hvor nærhed til beslutninger og aktiv deltagelse er afgørende værdier.

Denne kultur betyder, at mange danskere har svært ved at acceptere en struktur, hvor store beslutninger træffes langt væk i Bruxelles uden samme grad af lokal forankring. Dette forklarer også, hvorfor Danmark har haft forbehold over for EU’s integration og hvorfor mange fortsat ønsker at bevare national suverænitet.

Men Danmark er ikke alene om denne skepsis. Mange andre EU-lande oplever interne spændinger i forholdet til unionen. Østeuropæiske lande som Ungarn og Polen har en helt anden politisk og historisk baggrund end Vesteuropa, og det har ført til store konflikter om værdipolitik, migration og retsstatsprincipper. Samtidig ser vi en voksende nationalisme i lande som Frankrig, Tyskland og Holland, hvor partier, der ønsker mindre EU-integration, vinder frem.

EU’s splittelse – de vigtigste faktorer

Lad os se nærmere på de primære årsager til den potentielle splittelse i EU:

1. National suverænitet vs. EU’s centralisering

• Mange lande føler, at EU går for langt i sin regulering og indblanding. Især Østeuropa (Ungarn, Polen, Slovakiet) og nationalistiske partier i Vesten (Frankrig, Holland, Tyskland) modsætter sig en mere centraliseret EU-magt.

• Danmark har også haft forbehold over for integrationen, hvilket viser, at skepsissen ikke kun findes i Østeuropa.

2. Økonomiske uenigheder

• Nord- og Sydeuropa har længe haft forskellige tilgange til økonomisk styring. Tyskland, Danmark og Nederlandene ønsker budgetdisciplin, mens Sydeuropa ofte kræver større økonomisk fleksibilitet og støtte.

• ØMU’en (Økonomisk og Monetær Union) har skabt store spændinger, især under gældskrisen, hvor lande som Grækenland og Italien følte sig presset af stramme finanspolitiske regler.

3. Indvandring og værdier

• EU’s migrationspolitik skaber store spændinger. Mens Vesteuropa generelt har haft en mere åben politik, har Østeuropa nægtet at tage imod flygtningekvoter. Dette har skabt mistillid mellem medlemslandene.

• Danmark har selv forsøgt at begrænse sin deltagelse i fælles migrationspolitikker.

4. USA og Donald Trump

• USA’s politik påvirker Europa. Trump’s "America First"-tilgang kan føre til mindre militær støtte til Europa, hvilket stiller spørgsmålstegn ved EU’s forsvarsevne.

• EU-landene er uenige om, hvorvidt de skal opbygge en egen forsvarsunion, eller om NATO fortsat skal være garanten.

5. Storbritanniens exit og frygten for nye udmeldinger

• Brexit var et chok for EU, men den reelle frygt er, at flere lande kan følge efter.

• Hvis nationalistiske partier vinder mere indflydelse i Frankrig, Italien eller Holland, kan lignende scenarier opstå.

6. Hvordan skal EU forholde sig til stormagterne?

• Om vi vil det eller ej, står verdensordenen over for en ny virkelighed, hvor lande primært tænker på egne interesser.

• Efter Donald Trump har der været en stigende kritik af USA, samtidig med at EU i forvejen har en anspændt relation til Kina og Rusland.

• Hvis Europa ikke formår at skabe samarbejder med de store magter, risikerer vi at stå isoleret i en global økonomi.

• I stedet for at se Kina, Rusland og USA som fjender bør EU prioritere diplomati og samarbejde for at sikre økonomisk stabilitet og handelsmæssige fordele.

• Hvis vi udelukker disse lande fra samarbejde, kan det få alvorlige konsekvenser for eksport, økonomi og den europæiske vækst.

En mere fleksibel EU-model som løsning?

Hvis EU skal overleve på lang sigt, kræver det en radikal nytænkning af, hvordan unionen fungerer. En mulig løsning kunne være en mere fleksibel model, hvor medlemslandene får større autonomi og frihed til at vælge deres niveau af integration. Dette ville tage hensyn til de kulturelle og politiske forskelle mellem landene og reducere den modstand, vi ser i dag.

EU’s rolle i en verden af stormagter

EU står samtidig over for en større geopolitisk udfordring. I stedet for at vælge side mellem USA og Kina bør Europa stræbe efter strategisk autonomi. Samarbejde med både Øst og Vest i økonomiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål vil give Europa en stærkere position globalt.
Den nuværende splittelse i EU gør os sårbare over for eksterne interesser – USA ønsker, at Europa følger deres politik mod Kina og Rusland, mens Kina og Rusland forsøger at få fodfæste i Europa gennem handel og energi. Hvis EU forbliver en fragmenteret union, risikerer vi at blive presset til at vælge side, hvilket kan skade vores økonomiske og politiske handlefrihed.

Står EU over for en ny skillevej?

Hvis EU fortsætter med centralisering og ensretning, vil vi se endnu større modstand fra medlemslandene. Hvis EU derimod reformeres, så medlemslandene får større frihed, kan det måske overleve og stå stærkere.
I sidste ende handler det om at respektere nationale forskelle og opbygge et fleksibelt samarbejde, der gavner hele Europa. Kun på den måde kan EU bevare sin relevans og undgå at blive splittet endnu mere.