Når fred ikke er en prioritet – og dobbeltmoralen bliver tydelig

Trump og Putin skal snart mødes for at drøfte en afslutning på krigen i Ukraine. Allerede nu summer det af spekulationer, og presset vokser på både Zelensky og EU – selvom ingen af dem er inviteret til bordet.
For at være fair: Ukraine skal naturligvis være med til at afgøre, hvordan deres fremtid ser ud, og have en central rolle i at fastlægge betingelserne for en varig fred. Det er deres land, deres liv og deres fremtid. Men hverken Danmark eller EU burde have noget at sige i den proces.
I de 3,5 år krigen har stået på, har EU ikke én eneste gang forsøgt at mægle fred. Tværtimod har de slået på krigstrommerne fra dag ét – med våbenpakker, økonomiske sanktioner og en retorik, der ikke lagde op til kompromis. Der har ikke været nogen reel interesse i at afslutte konflikten. Hvis noget, så har EU’s linje været med til at optrappe situationen.
Og her ligger kernen: Når fred ikke er en prioritet, bliver krigen et politisk projekt i sig selv. Den koster ikke andet end ødelæggelser, menneskeliv og mistillid – men den fastholdes alligevel.
Moral med forbehold
Samtidig er det umuligt ikke at se parallellen til situationen i Palæstina. Vi taler om en befolkning, der i årevis har været udsat for systematisk undertrykkelse og – ifølge mange internationale organisationer – handlinger, der betegnes som folkedrab.
Her har EU’s indsats for at standse volden været alt andet end imponerende. Ingen økonomiske sanktioner mod Israel. Ingen diplomatisk isolation. Ingen reelle krav om våbenhvile. Når det handler om Palæstina, er tonen pludselig vag, og viljen til at handle nærmest ikke-eksisterende.
Når reglerne bøjes for venner – og rettes mod fjender
Vi ser et mønster: Når Rusland invaderer Ukraine, er det en krænkelse af folkeretten, og alle midler skal tages i brug for at stoppe det (og jeg er enig). Når Israel bomber Gaza og driver civile på flugt, får vi forklaringer om selvforsvar og sikkerhed.
Den selektive moral er ikke bare hyklerisk – den undergraver tilliden til internationale institutioner og skaber et verdensbillede, hvor reglerne ikke er universelle, men afhænger af, hvem der bryder dem.
USA som nøglen til fred
Om man er enig eller ej i deres fremgangsmåde, så ved alle, at en fred i Ukraine kun kan opnås, hvis USA ønsker det. Der kan ikke være diskussion om det. EU er for svagt til at håndtere en konflikt af denne størrelse på egen hånd – både militært, politisk og diplomatisk. Uden amerikansk opbakning har EU ikke musklerne til at presse parterne til en løsning.
Vi har brug for ægte fredsarbejde
Hvis mødet mellem Trump og Putin ender med et gennembrud, vil det være ironisk, at det sker uden EU’s medvirken. Men måske netop det er pointen: Fred kræver ikke nødvendigvis flere aktører ved bordet – det kræver aktører, der rent faktisk ønsker fred.